I forrige weekend, var jeg til et helt vildt hyggeligt strikke arrangement. Det var yderst tiltrængt da jeg i den sidste tid ikke helt har haft tid til min tirsdags strikkeklub og har savnet den helt vildt.
Jeg startede godt nok med en strikke krise.
Jeg havde ikke rigtig noget at strikke på og det er jo alligevel ikke helt rigtigt!
Der var et tørklæde på pindende, det har der været i lang tid, ja faktisk siden januar....
Det var bare ikke rigtigt, det så ikke ud som jeg gerne ville have det til og jeg brugte derfor ca. to af de kostbare timer på at spekulere i om det skulle pilles op eller om jeg skulle fortsætte...
Det blev dog også til en del andre tanker, en af dem har bidt sig godt og grundigt fast. og med risiko for at blive godt og grundigt misforstået, våger jeg dog pelsen og lufter den her...
Som jeg sad der og kiggede på disse enormt dygtige og produktive damer, tænkte jeg på hvordan kan det være, at det tit sker at i det øjeblik jeg trækker et strikketøj op af tasken, får sat et halvkikset og farmor agtigt klistermærke klasket i panden? Ikke af de andre strikke duller, men af mange andre i omgangskredsen (eller bussen), måske er det bare en følelse, men den kommer jo et sted fra.
Hvorfor kan det være at det er mere anset at kunne gå ud og købe det sidste nyeste nye, end at skabe sit eget? Vi skal ikke langt tilbage i tiden før det var helt uundværligt at kunne et eller flere håndarbejder, nu er det for det meste bare lidt nørdet! Med mindre det er fra sidste nye dille..
Måske er det fordi jeg er en af de strikkende, at jeg syntes at det er ærgeligt at det ikke er mere anset. Ikke kun med hensyn til strik. Jeg oplever tit at når noget er hjemmelavet, det være sig ligemeget om det er stikket eller syet, så har det ikke nogen nævneværdig værdi, jeg forstår bare ikke hvorfor! tit ligger der rigtig meget tid og mange tanker bag.
Selvfølgelig er det også et spørgsmål om smag, jeg forventer ikke at alle skal falde i svime hver gang noget tages af pindende, for vi er forskellige og så igen lige netop derfor er det jo et fantastisk argument for bla. at strikke selv, så får du det så det lige passer i lige den farve du gerne vil ha'.
Jeg er godt klar over at, kan du købe alt betyder det at du har penge og det er li med status....
Men ligger det på linie at købe smukt og blødt cashmere garn og strikke en cardigan eller at gå ind i Chanel og købe en færdig cardigan? prisen kan meget vel være det samme, men jeg tror ikke at der er mange der ville kunne forstå købet af garn. Der er større signalværdi i en købt cardigan end i en håndstrikket der er tilpasset den er skal have den på....
Og burde det ikke give lidt credit at være i stand til at skabe en ulden tråd om, til den smukkeste bluse eller sjal? Det er selvfølgelig også en mulighed at jeg bare ikke kender så mange af de mennesker der sætter pris på en hjemmelavet gave, det kan jeg ikke udelukke.
Men alligevel føles det lidt forkert.
Lidt ligesom det der dumme tørklæde der ikke var helt rigtigt, og som endte sine dage, lige der i stuen mellem de dygtige kvinder der strikkede og snakkede løs.
Det genopstod dog igen kort efter og er også allerde færdigt.
Hermed ikke sagt at alle kvinder skal tilbage til kødgryderne og når de er færdige der, strikke alle familiens sokker og underhylere. Jeg håber at i kan følge min tanke og ikke er blevet stødt, det var aldrig min mening. Jeg er godt klar over at der var en kort periode hvor det var trendy at strikke og fint med det. Men trends bliver jo umoderne igen og så er vi jo lige vidt... For skal man som person følge med i moden inden for tøj, sko, makeup, bolig, musik, rejsemål og nu også håndarbejde så bliver det måske lidt overvældende tænker jeg...
Og selvfølgelig skal jeg prøve at folde lidt papirsløjfer eller noget andet i origamipapir, men jeg vil vedligeholde det andet jeg også kan også selvom det må betyde at jeg bliver lidt famset...(heldigvis var min farmor en skøn kvinde).
Og det er også lykkedes nogen at slå rigtig godt igennem bla. via deres blogs, og det syntes jeg er helt fantasisk og en snert af mig ville da helt ærliogt også ønske at det var mig, jeg har bare ikke helt nok at byde på endnu.
Og alle de andre dygtige og lige så fantastiske kvinder og mænd.... hvad med dem? Jeg syntes at de er seje og håber at de fortsætter deres virke, og alle jer der ikke lige strikke eller syr allier jer med nogen der kan måske kan i få et fedt samarbejde omkring en kjole, bluse eller den hue du altid har ønsket dig og aldrig har fundet...
Jeg håber at det vil lykkedes mig at lære lidt fra mig til mine børn, så de også kan give videre engang og vi kan holde det hjemmestikkede hjul kørende.
Nu håber jeg ikke at det er lykkedes mig at trampe nogen over tærene.
Det var nemlig slet ikke min mening.
